Her kan man se nogle billeder fra KlimaX’s projekt, som vi havde sammen med den engelske Bikebloc. Vi fik samlet omkring 700 cykler, og i løbet af en uge under COP15, lavede vi næsten 400 cykler til besøgende klimaaktivister og andre glade mennesker. Derudover skabte vi også den verdenskendte og såkaldte WARBIKE, som ses nederst.

KlimaX har nemlig ændret sig til et antikapitalistisk byggefællesskab, med fokus på klima og miljø.

Så følg med på siden, vi indkalder snart til start møde.

Der er mere end blot nuancer til forskel på det økologiske fodaftryk, der ligger i forlængelse af de grønne jobs, arbejderne på Isle of Wight kæmper for, når de besætter deres vindmøllefabrik og de jobs, der omtales som grønne, når de store selskaber mødes for at planlægge og koordinere lobbyisme. Selvom der umiddelbart kunne eksistere et sammenfald imellem de to nuancer af grønne jobs, er der reelt en verden til forskel – en verden vi ikke har råd til at miste.

For at redde planetens klima og styrke arbejderbevægelsen er det naturligvis afgørende at finde ud af, hvilke slags initiativer man skal støtte op om.

3F er, blandt andre, gået helt galt i byen og sætter sin lid til Nordic Climate Solutions, opfølgeren til World Business Summit on Climate Change, og figurerer som »gold sponsor« for det fine forretningsmøde, der løber af stablen i Bella Centret til september.

Når recession og klimaforandringer, økonomisk nedtur i kølvandet på en bristet boble af privatforbrug og en faretruende destabilisering af Jordens økosystemer forårsaget af en global opvarmning, aktuelt udgør de to mest populære problemer, bliver udtrykket »grønne jobs« lynhurtigt til et forkromet begreb, hvis legitimitet ikke er til at rokke ved.

Dette er både godt og skidt: Det er positivt, at det er en forudsætning for skabelsen af en ny arbejdsplads, at denne skal være en »grøn«. Det negative er, at når udtrykket i sig selv bliver så selvfølgeligt, som det nu er, glemmer man tit at stille spørgsmålstegn ved, hvad der egentlig definerer et job som grønt og dermed gavnligt for klima, miljø og mennesker.

Dermed minder det om klimaproblematikken i sig selv: Diskussionen handler ikke længere om, hvorvidt klimaets destabilisering er antropologisk (skabt af menneskelig aktivitet). Spørgsmålet er, hvordan eller rettere hvem, der skal og kan løse problemet. Ligeledes stiller ingen længere spørgsmålstegn ved, at der ikke skal være det samme galt med de nye jobs, som der var med de, der skabte klimakrisen.

Det kunne altså ligne en post-politisk situation, hvor konsensus er opnået, og der ikke rigtig er noget at debattere og strides om..

Men kampen er først lige begyndt.

De grønne jobs blæser i vinden, og det er desværre ikke kun vindmøllearbejderne på Isle of Wight, der forsøger at tøjle de diskursive kræfter. Kampen om defineringsmagten raser som en storm på det klimapolitiske område, og arbejdspladserne er langt fra en undtagelse. Fra alle sider poseres der som problemknuser i et forsøg på at vinde den demokratiske magt og dermed defineringsmagten; retten til at bestemme hvad det vil sige at »redde klimaet«, hvilke teknologiske løsninger der er »klimarigtige« og sidst, men ikke mindst hvad et »grønt job« er.

Kun via en gensidig integration er det muligt for de progressive dele af klima- og arbejderbevægelsen at være en reel udfordrer og modpol til toppolitikernes og de multinationale selskabers interessefælleskab, der allerede har bestemt sig for, hvad de vil – grøn kapitalisme. En sådan integration kræver, at bevægelserne begynder at interessere sig mere for hinanden og begynder at tale det samme sprog – den første og vigtigste samtale handler om vækst.

Bæredygtig udvikling vs. keynesiansk vækstcyklus

Opgøret med vækstparadigmet er centralt for den progressive klimabevægelse. En støtte fra denne forudsætter således, at kravet om grønne jobs afkobles definitivt fra en keynesiansk relancering af efterspørgsel og privatforbrug, af såkaldt grønne produkter og dermed øget vækst, og eksplicit sammenkobles med kravet om opbygningen af positiv infrastruktur og grundlæggende ændringer i økonomi og produktionsformer.

Grønne jobs er egentlig bare to ord, der umiddelbart giver god mening, når man står overfor dels en destabilisering af klimaet – som skyldes den hidtidige åbenlyst destruktive produktion medfølgende »ikke-grønne« jobs – og en stigende arbejdsløshed og manglende købekraft i befolkningen.

Men der er grønne jobs, og så er der grønne jobs…

The good:

Arbejderne og besætterne på den nu nedlagte vindmøllefabrik på Isle of Wight. Et grønt job, som er opstået pga. pres nedefra og et ufravigeligt krav om opbygningen af positiv infrastruktur; kollektiv trafik, permakulturelle by-marker med lokal produktion til lokal brug af fødevarer, bæredygtige boliger og vedvarende energi.

Dette kombineres med et krav om en harmonisering mellem den menneskelige produktion, de økosystemer, der opretholder vores tilværelse og grundlæggende økonomiske forandringer. Defineret ved sin almennyttige og positive sociale karakter.
Det er i virkeligheden ikke så svært, det handler om tage det, som er vores, tilbage.

The bad:
World Business Summit on Climate Change. Et grønt job som først og fremmest er karakteriseret ved at indgå i produktionen af et produkt, der i højere grad kan afsættes, eller kan afsættes dyrere, fordi det har et grønt brand. En vareliggørelse af »grøn« som er løsrevet fra virkeligheden.

Et godt eksempel er fairtradebutikker: Det ultimative moratorium over tanken om privatforbrug som en kraft, der kan ændre grundlæggende ved vores økonomis fejlbarligheder. Det retfærdige er her ikke inkorporeret i den øvrige økonomi, men er løsrevet og placeret i afgrænsede domæner, hvor den shoppende i fairness kan gøre sin entre.

Det er ligeså overfladisk, som det altid har været, blot skinner den grønne farve nu stærkere i spektret af funklende facader, der er fremstillet til at tilfredsstille vores konstruerede selvopfattelser. Det har ikke noget med klimaet eller virkeligheden at gøre. Det er den ultimative absorbering, ko-option og dermed neutralisering af begrebet. Det klimarigtige og co2-neutrale puttes på flaske og bliver forsøgt løsrevet og vareliggjort i en sådan grad, at det næsten må ærgre, at ordet grønthandler allerede er taget i brug.

Det »grønne« er, ligesom »fairness«, et sidste lag lak, der sprøjtes på andre produkter. En slags idé-formet vare, som bor uden på de andre varer og gør dem dyrere og mere attraktive. Der er ingen forskel på en fairtradebutiks egentlige varesubstans og det, man i virkeligheden betaler for, når man shopper grønt og køber sig til et bedre klima.

Men, med et kig over skulderen kunne man se sig tilbage og spørge; er shopping nu virkelig også så skide grønt.

The ugly:
Ledelsen i 3F. Egentlig er der kun to kategorier. Men da forræderi og hykleri ikke skal gå uforstyrret hen og den filmiske reference jo skal opfyldes – må vi desværre tildele dem denne plads.

Hvad er en fagforening? Da jeg, som en del andre i KlimaX København, har en alder omkring midten af tyverne, er jeg blevet flasket op med historier om, at en fagforening er en kampmaskine for noget, der hedder arbejderklassen. En solidarisk organisering af arbejdere, som har et fagligt fællesskab og kæmper for hinanden og deres gensidige interesser.

Denne fortælling genspejles i meget ringe grad i 3Fs ageren i på dette område. Ledelsen i Danmarks største fagforening har med beslutningen om at optræde som »gold sponsor« for Nordic Climate Solutions, ofret den i forvejen noget tyndslidte og falmede rolle som arbejdernes interesseorganisation på den nordeuropæiske business-elites alter.

Både Nordic Climate Solutions og forgængeren World Business Summit on Climate Change domineres i overvældende grad af World Business Council on Sustainable Development og Vattenfalls 3C Initiative – Combat Climate Change. Disse to virksomhedssammenslutninger har systematisk promoveret selvregulering i forretningsverdenen og konsekvent modsat sig juridisk bindende miljøregler og sociale standarder, samtidigt med at de skamløst har markedsført sig med grøn retorik og som vor planets ypperste redningsmænd.

Hvis pointen bag en fagforening er at varetage førstnævnte interessefællesskab og arbejde for et socialt og økologisk retfærdigt samfund, er det dermed både hyklerisk overfor 3Fs medlemmer og enormt skadeligt for en fremtidig bæredygtig produktion, at 3Fs ledelse vælger at legitimere endnu en konference af klimakriminelle som »gold sponsor«, ved at ligefrem at poste medlemmernes kontingentpenge efter business mødet.

Progressiv klimapolitik defineret nedefra, indeholder potentielt kimen til positive sociale forandringer på et globalt plan. En reduktion af markedskonkurrencen vil formindske det pres arbejderne lægger på hinanden, i form af konkurrence om jobs og forhåbentlig mindske arbejdstiderne og samtidig sikre en mere retfærdig fordeling af arbejde. Sociale forandringer og en afværgelse af klimaets destabilisering bør ubetinget gå hånd i hånd. Men det sker ikke før fagforeningerne tager skeen i den anden hånd og begynder rent faktisk at repræsentere deres medlemmers interesser i stedet for at udnytte dem.

Grøn kapitalisme

Vores økonomi er i problemer. Som et direkte resultat af årtiers neoliberal udhuling af velfærdsstater og reallønninger, er en flaskehalssituation, hvor for megen kapital jagter for få profitable investeringer opstået. Det er modsætningsforholdet mellem en konstant voksende kapitals behov for at blive afsat og blive til mere kapital og neoliberalismen angreb på arbejdernes pengepung, der kommer til udtryk – mere simpelt formuleret er der ikke nok mennesker med nok penge til at købe nok varer og serviceydelser.

Vores planet er i problemer. Som et direkte resultat af århundredes profitjagt og vækst er alle dele af menneskets forhold til vores planet ude af proportioner. Vandet forsvinder, dyrkningsjorden eroderes, regnskoven fældes og havene overfiskes. Dertil kommer, værst af alt, at jordens klima balancerer på kanten af irreversible forandringer, som vi først kender de fulde konsekvenser af, når det er for sent til at gøre noget ved dem.

Men kapitalismen har en udvej. Sæt nu, at man kunne udnytte den aktuelle bekymring, der eksisterede omkring klimaforandringer og arbejdsløshed i befolkningen, til at slå to fluer med et smæk? Massive investeringer i grønne produkter og grøn privatbilisme, subsidiering af grønne booms i alle de vigtige grene af industrialiseret produktion. En kickstart af endnu en vækstcyklus?

Det lyder måske herligt. Men tegner sig i virkeligheden for en relancering af den samme syge økonomi, bare med syregrøn maling dryppende fra facaden.

Grøn kapitalisme vil ikke i ringeste grad afhjælpe biokrisen, men nærmere sikre, at koordinaterne for den værende koalitionskurs fastholdes. Heller ikke socialt ville en »Green New Deal« – opkaldt efter en redningspakke kaldet New Deal fra 1930’erne, søsat af den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt – styre verdenssamfundet ind på en bæredygtig kurs eller bekæmpe den stadigt stigende globale ulighed.

Den oprindelige New Deal var stærk inspireret af økonomen John Maynard Keynes og sikrede bedre levevilkår for arbejderklassen. Selvom den økonomiske situation til en hvis grad kan sammenlignes, så var hele perioden præget af ekstremt stærke sociale og faglige bevægelser og den føromtalte defineringsmagt strømmede nedefra.

Denne gang fungerer statens genindtog nærmere som en form for krisehjælp for korporationer og stagneret kapital uden den sociale gevinst eller en bremsning af klimakatastrofen. Kravet om grønne jobs må og skal afkobles fra en ny vækstcyklus og tilkobles kravet om grundlæggende økonomiske forandringer og klimaretfærdighed.

Bekæmp kapitalismen – fossilistisk eller grønvasket!